Skip to main content
20. april 2026

Hørsholmskrædderen der overlevede Theresienstadt

På årsdagen for Danmarks befrielse efter 2. verdenskrig inviterer Museum Nordsjælland til et tankevækkende foredrag om flugtforsøg, håb og ikke mindst overlevelse, når Hørsholm Egns Museums byarkivar fortæller om en hørsholmsskrædders skæbne under krigen.

Af: Museum Nordsjælland | Foto: Frihedsmuseets Fotoarkiv
PRESSEMEDDELELSE

På årsdagen for befrielsen af Danmark efter 2. verdenskrig tager byarkivar og historiker, Anders Dalsager, publikum med tilbage til de dramatiske dage, hvor tusindvis af jøder flygtede fra Danmark til Sverige.

Mange lykkedes med at nå i sikkerhed på den anden side af sundet – mens andre endte i tysk fangenskab.

En af dem var Heinrich Farber og hans familie, der var 23 år, skrædder og boede i Hørsholm, indtil tyskerne indledte deres jagt på de danske jøder.

I håb om at nå i sikkerhed i Sverige rejste han til Gilleleje, hvor han gemte sig på kirkeloftet, til det blev muligt at flygte. Men Farber nåede aldrig til Sverige:

‘De bevæbnede tyske soldater stod omkring os. Vi var som paralyserede. Mange græd stille, tårerne løb ned ad kinderne. Jeg tænkte, at nu er livet snart forbi.’

Hør Farbers historie til foredrag i Hørsholm

Sammen med 60 andre jøder blev Farber anholdt af tyskerne på kirkeloftet i Gilleleje og herfra sendt til Theresienstadt.

Hans erindringer findes på Museum Nordsjælland, og tirsdag d. 5. maj, kl. 19 – 20.30 dykker byarkivar og historiker, Anders Dalsager ned i dem og dermed Farbers oplevelser af flugtforsøg, indespærring og frygten for ikke at overleve nazismens forfølgelse for over 80 år siden.

Foredraget afholdes i konfirmandstuen på Søndre Jagtvej 1 i Hørsholm og billet koster 95 kr. + billet gebyr og kan købes via Museumns.dk.

Bemærk at der er begrænsede antal pladser.

Heinrich Faber fotograferet i 1945. Foto: Museum Nordsjælland.