Skip to main content
30. september 2025

Ufrivilligt skolefravær stiger – nye EmpowR-forløb i Hørsholm skal støtte piger i udskolingen

Debatten om ufrivilligt skolefravær fylder i hele landet. Også i Hørsholm arbejdes der på flere fronter for at imødekomme udfordringen, og nye indsatser er sat i gang for at støtte børn, unge og familier.

Af: GirlTalk | Foto: GirlTalk
PRESSEMEDDELELSE

I den sammenhæng tilbyder GirlTalk EmpowR – et gratis gruppeforløb for 13–16-årige piger, der oplever lavt selvværd, skolepres, angst eller ensomhed. Udfordringen med ufrivilligt skolefravær er kompleks og kræver mange løsninger; EmpowR kan være en del af svaret for nogle af de piger, der har brug for et trygt, struktureret fællesskab.

Selvom EmpowR ikke er et særligt tilbud kun for piger med ufrivilligt skolefravær, ser vi, at netop denne problematik fylder meget blandt deltagerne. Evalueringer viser, at 45 procent af pigerne, der deltager i forløbene, har erfaringer med ufrivilligt skolefravær.

Næsten halvdelen af eleverne i udskolingen i Hørsholm har mere end 10 procents fravær

Tallene fra Hørsholm viser en markant stigning i skolefraværet: De seneste tre år er antallet tredoblet. I skoleåret 2020/21 havde 11 procent af eleverne i grundskolen mere end 10 procents fravær. I 2023/24 var andelen steget til hele 31,5 procent. Ser man alene på udskolingen (7.–9. klasse) – som er den målgruppe, GirlTalks EmpowR-tilbud henvender sig til – drejer det sig om 43,1 procent af eleverne.

Ufrivilligt skolefravær er aldrig problemet i sig selv – det er et symptom på mistrivsel, siger Anna Bjerre, psykolog og stifter af GirlTalk. Vi ser, at det er i de trygge, strukturerede fællesskaber, at pigerne finder mod på at vende tilbage til skolen og opleve, at de hører til.

Dokumenteret effekt

Evalueringerne viser, at forløbet gør en mærkbar forskel:
– 58 % oplever en forbedring i deres skolegang efter et forløb.
– 83 % af forældrene oplever, at deres datter trives bedre et halvt år efter forløbet.

En deltager fortæller:

Jeg troede, jeg var den eneste, der havde det svært – men i EmpowR mødte jeg andre piger ligesom mig. Det har givet mig mere selvtillid og mod på at tale med de andre i klassen.

Nye hold i Hørsholm

EmpowR-forløbene i Hørsholm finder sted på små hold én gang ugentligt hos UngiHørsholm. Det næste starter i november, og der er stadig plads til nye deltagere.

Forløbene ligger tirsdage kl. 17–19, og der starter nye hold op igen i det nye år.

Læs mere på girltalk.dk/empowr, eller kontakt Camilla Ellegaard, områdekonsulent hos GirlTalk, på camilla.ellegaard@girltalk.dk for tilmelding og spørgsmål.