Skip to main content
14. november 2025

Urnegrav fundet i kommende kabelområde nær Hørsholm

De arkæologiske undersøgelser langs den kommende kabelforbindelse mellem Hørsholm og Helsingør er gået i gang og har allerede afsløret en urnegrav fra jernalderen. Undersøgelsesarbejdet ventes først helt færdigt i løbet af 2026.

Af: Energinet | Foto: Museum Nordsjælland
PRESSEMEDDELELSE

Siden september i år har arkæologerne fra Museum Nordsjælland haft travlt med at stikke skovle og graveskeer i jorden vest for Hørsholm.

Her er de nemlig i september startet op på arkæologiske undersøgelser i den sydlige del af det areal, hvor Energinet i de kommende år skal lægge nye 132 kV elkabler i jorden mellem Hørsholm og Helsingør.

2500 år gammel urnegrav fundet

På den sydlige del af strækningen mellem Hørsholm og Fredensborg Kommuner har arkæologerne fundet en urnegrav, som de skønner, er fra slutningen af bronzealderen eller starten af jernalderen, dvs. fra århundrederne omkring 500 f.kr.

Urnegraven sås som en lille nedgravning, hvor der havde være havde været enkelte større sten i et bål. I dette bål stod der et lerkar med hvidbrændte knogler. I løbet af de mange år er både knogler og lerkarret langsomt blevet opløst, så bevaringen af den er ikke god. Alligevel er det lykkedes at få en del indsamlet til videre undersøgelser.

Det er spændende at få mulighed for at grave her. Det er nemlig sjældent, at der gøres arkæologiske fund i områderne vest for Hørsholm og Kokkedal, fordi det ikke er så tit, der bliver udført store anlægsprojekter i området, forklarer Thomas Jørgensen, der er museumsinspektør med ansvar for arkæologi på Museum Nordsjælland.

Nedgravningen af elkablerne er derfor en kærkommen lejlighed til at arkæologerne kan undersøge, hvad der findes under mulden. Når arkæologerne stikker gravemaskinen i jorden, skal de bare fjerne det øverste muldlag.

Vi graver typisk kun lige i de øverste 20-30 centimeter af jorden. For er der spor af liv fra tidligere tider, vil det vise sig her. Det gør heldigvis opgaven med at udgrave et 10 meter bredt bælte på en 20 km lang strækning mere overkommelig, end hvis vi skulle flere meter ned i jorden, siger Thomas Jørgensen.

Ark%E6olog%20unders%F8ger%20oldtidsnedgravning
Arkæolog undersøger oldtidsnedgravning. Foto: Museum Nordsjælland Museum Nordsjælland
Energinet forpligtet på fortiden

Det er helt fast praksis at lade arkæologer grave i jorden, før Energinet går i gang med at lægge kabler ned.

Som offentlig bygherre har vi en lovgivningsbestemt forpligtelse til at sikre, at der ikke ligger skjulte fortidsminder under jorden, som skal undersøges, inden vi går i gang med at bygge, siger Mikkel Wendelboe Toft, der er projektleder i Energinet.

Derfor indgår Energinet typisk en aftale med det lokale museum i det område, hvor der skal arbejdes, så arealet kan undersøges, inden selve kablerne skal lægges i jorden.

Det er meget nemmere og billigere at få undersøgt arealet, inden vi går i gang med selve anlægsarbejdet, der ellers kan risikere at gå i stå, hvis der dukker værdifulde fund op af jorden, siger Mikkel Wendelboe Toft.

Hvis der bliver fundet fortidsminder, som skal udgraves, sker det inden anlægsarbejdet går i gang.

I efteråret 2025 undersøger arkæologerne de arealer, hvor Energinet allerede har indgået aftale om kabellægning med lodsejerne. I løbet af 2026 undersøges de arealer, som Energinet skal opnå adgang til via ekspropriation.

Først senere herefter kan anlægsarbejdet gå i gang.

Interesseret i at vide mere om arkæologiske udgravninger?

Museum Nordsjælland arrangerer flere gange om året åbne arkæologiske udgravninger fordelt over hele Nordsjælland. Så hold øje med vores hjemmeside eller følg Museum Nordsjælland på Facebook, hvor alle arrangementer løbende lægges op.

R%F8de%20og%20hvide%20flag%20markerer%20det%20kommende%20graveomr%E5de
Røde og hvide flag markerer det kommende graveområde Foto: Museum Nordsjælland Museum Nordsjælland.

Fakta:

  • Ifølge Museumsloven betaler Energinet som bygherre for de arkæologiske undersøgelser, og dækker også eventuelle afgrødetab og strukturskader i jorden. Læs mere om arkæologi i forbindelse med Energinets anlægsprojekter på www.energinet.dk/arkæologi
  • De nye 132 kV elkabler, der skal i jorden, erstatter to luftledninger, der løber mellem to højspændingsstationer Stasevang nær Hørsholm og Teglstrupgård nær Helsingør. Læs mere om projektet på www.energinet.dk/stasevang